Jeg tilstår det blankt: Jeg er brødfetichist. Skulle jeg vælge at tage et enkelt 
produkt med mig ud på en øde ø, ville det være et langtidshævet fransk landbrød med en sej skorpe, a la det pragtfulde parisiske brød fra Pouline.
Jeg går så vidt som til at vælge restauranter ud fra, hvilket brød de serverer. Så da jeg i mine år i Berlin læste om en ny italiensk restaurant, der var værd at besøge alene på grund af deres specielle brød, troppede jeg pronto op i spændt forventning. Og blev dybt skuffet.
Restaurantens brød var nemlig uden salt, og det blev ikke en gang serveret med en smule smørelse såsom olivenolie, som man selv kunne have saltet.
Det er ikke fordi, jeg er til specielt salte brød. Tværtimod har jeg aldrig fattet danskernes begejstring for Emmerys, som jeg synes oversalter al deres brød, om det så er deres flutes, landbrød, boller eller rugbrød.
Men brød helt uden salt er ganske enkelt et fadt antiklimaks i munden, det pirrer ingen smagsløg. Vil man undgå den skuffende, uforløsende smag, er der ikke andet at gøre end at lade det usaltede brødet stå, til man kan dyppe det i menuens første egentlige ret. Og hvad laver man så, mens kaninen snurrer i gryden i køkkenet og rødvinen iltes i glasset?
Når den første ret så endelig kommer på bordet, kan man lade det ferske usaltede brød suge kraften og saften fra maden op. Men som sådan en sovsesvamp har brødet ikke længere nogen fetichkarakter for mig. Det kommer ned på niveau med udkogte kartofler.
Det var da heller ikke frivilligt, at italienerne i Umbrien for knapt 500 år siden holdt op med at salte deres brød. I stedet hang det sammen med den ekstra skat, som pavestaten i midten af 1500-tallet indførte på saltet i Umbriens glansfulde hovedstad Perugia. Skatteforhøjelsen betød, at prisen på salt blev fordoblet, hvilket var katastrofalt for befolkningen. For den gang var salt var jo ikke bare et krydderi, men også uundværligt i konserveringen af andre madvarer.
Beboerne i Perugia reagerede i første omgang på skatteforhøjelsen ved at spare på saltet så godt, de kunne. Og det var i den forbindelse, at de begyndte at bage deres brød uden salt.
Men i 1540 kulminerede pavestatens udbytning af peruginerne i en direkte kamp, som fik navnet Saltkrigen. Pavens tropper vandt og Perugia blev underlagt kirkens herredømme. Det usaltede brød blev til et symbol for utilfredsheden med pavestaten og har som tradition bredt sig til andre dele af Italien. I dag anser mange italienere det usaltede brød som det perfekte mættende tilbehør til maden, netop fordi brødet ikke smager af noget i sig selv og dermed ikke forstyrrer smagen i den enkelte ret.
Bare de dog så kunne sætte lidt andet på bordet, mens vi andre venter på noget med smag.
Læs mere om Perugias historie
/ÅL. /Foto: Flickr.com
