Jeg er holdt op med at ryge, nægter at hoppe på stik-tungen-ud-af-vinduet- erstatninger som nikotintyggegummi, og tør ikke give mig i kast med selv den mindste dosis kokain, fordi jeg ved, jeg vil elske det. Men jeg har fundet noget, der næsten kan erstatte cigaretternes dopamin-kick, nemlig champagnen. Og jeg mener champagne – ikke cava, cremant, prosecco eller sekt, det virker ikke.
Jeg er ikke den eneste, der har opdaget champagnens euforiserende virkning. Faktisk bliver der drukket champagne som aldrig før i både Vesteuropa, Østeuropa, i Rusland og i Asien. Så meget, at franskmændene begyndte at blive noget urolige. De var indtil for 
blot få år siden i den misundelsesværdige situation, at de selv drak langt størstedelen af den producerede champagne. Men i dag forsvinder næsten halvdelen af den gyldne eliksir ud af landet.
Quelle terrible fremtidsscenario: Druerne fra det strengt afgrænsede champagne-distrikt kan ikke følge med efterspørgslen, champagnen bliver en vanvittig dyr mangelvare, og de strejkevante franskmænd lammer landet i protest. I en generalstrejke med fremmedfjendske undertoner kræver de champagneforbud for deres værste konkurrenter: De nyrige russere og kinesere, de forkrampede englændere og de inkarnerede rygere på afvænning.
Men den franske vinmyndighed INAO har haft den samme frygtelige vision og har nu grebet ind. For første gang siden 1927 udvider de det klassificerede champagne-distrikt med jordlodder fra i alt 40 nye kommuner. 
Om cirka ti år vil udvidelsen levere endnu et påskud til at drikke champagne, for da vil de første flasker med druer fra de nye jordlodder komme på markedet. Sikke et år at se frem til, når vi grundigt, aller helst jordlod for jordlod, tester, om vi kan smage en forskel. /ÅL / foto: flickr.com
Læs mere om udvidelsen af champagne-distriktet
Hm, undergraver det ikke champagnens brand? Jeg mener hvis jeg producerer folkevogne og der lige pludselig er udsolgt, kan jeg jo ikke bare tage de fem nærmeste Skodaer og sætte et folkevognsskilt på dem. Det gør dem jo ikke til folkevogne, selvom de er gode biler.
Det underbygger bare min mistanke om at champagne er et stærkt overvuderet produkt – kan man overhovedet smage forskel på Champagne og en anden god mousserende vin?
Dejligt at få bekræftet, at summen af laster er konstant! Er selv holdt op med at ryge – men kan desværre ikke tåle champagne. Jeg synes ellers også, at det er noget af det mest fantastiske. Den milde perlen og den friske smag er himmelsk – og jeg er SÅ misundelig på dem, der kan drikke det uden hovedpine og kvalme til følge
Skøn blog som vidner om en samling bloggere med appetit på livet!
Mais oui, Jakobgorm, man kan som sagt for det første MÆRKE forskellen på champagne og så mousserende vin. Prøv dig frem med først en champagnerus og derefter for eksempel en prosecco- eller cava-rus. Der er verdener til forskel. Hvis du ikke selv kan mærke nogen forskel, har jeg dig mistænkt for at høre til den lille skare af fortidsvæsner i landet, der stadig holder gang i dopamin-kickene ved hjælp af cigaretter – og så vil dine dopaminer nok ikke være fintfølende nok til at reagere på nuancerne mellem en champagne og eksempelvis en prosecco.
Hvad selve smagen angår er vi til gengæld inde på et område, som jo er langt mere individuelt. Også fordi der findes et utal af forskellige champagner, lige fra de sprødeste sprøde blanc-de-blanc-champagner med meget højt syreindhold til de tyktflydende, nærmest olierede gyldne dråber.
Dine overvejelser om, hvorvidt den franske vinmyndighed INAO undergraver champagnens “brand” ved at udvide champagne-distriktet er selvfølgelig blevet diskuteret voldsomt i Frankrig i årevis. Men her i foråret kom INAO så med den endegyldige beslutning om at optage nye jordlodder i distriktet. Det er værd at vide, at alle jordlodder og vinstokke bliver kigget gevaldigt efter i sømmene, inden INAO eventuelt godkender dem som klassificeret til at levere druer til champagneproduktionen. For eksempel skal både jordbundsforholdene og sollyset være perfekt.
Måske kan man endda gå så vidt som til at vende dit spørgsmål om: Ville kvaliteten ikke nærmere være blevet undergravet, hvis INAO ikke havde givet tilladelse til en (kontrolleret) udvidelse af champagne-distriktet? For man har i dag stort set nået grænsen for, hvad de eksisterende vinstokke kan producere af champagne – og da efterspørgslen på champagne jo samtidigt er voldsomt stigende, ville producenterne sandsynligvis være begyndt at udnytte de eksisterende vinstokke og jordlodder mere intensivt, end det er godt for kvaliteten, for at score kassen. Det har INAO i det mindste nu forhindret.
Men jeg giver dig ret: Det bliver spændende at følge udviklingen i de næste ti år, hvor druerne fra de godkendte, nye champagnearealer bliver inddraget i produktionen. /ÅL
Hej shmaribo, det var da frygteligt, at du ikke at kan tåle champagne. Kan det ikke kureres? Hvis jeg nogen sinde hører om en kur, skal jeg give dig besked. /ÅL.
Synes sgu, at Champagne er noget lidt overvurderet, tørt stads! – Og at mange stadig lægger under for myten om, at det er eksklusivt og fint at drikke Champagne. Næh, giv mig et frisk glas Spumante – så står der sommer, fest og ferie på programmet!
Hej Bjaevermose. Min holdning til Champagne kontra mousserende vin som Spumante kan du læse mere om i min kommentar til Jakobgorm, hvis du gider.
Men smag og behag og så videre… Jeg vil dog lige tilføje, at hverken jeg eller vores blog står på champagnehusenes lønningsliste. Og som du kan se et andet sted på bloggen, kan også vi finde på at åbne en flaske lambrusco i stedet for champagne, når vi er i retro-humør. /ÅL
Ja, bevares: Lambrusco holder også! Cool, at I har støvet klassikeren af!
Som tegneserieblogger med både sød tand og en ungdom i 1990′erne, så må jeg indrømme, at jeg har tilbragt mange stunder med den uovertrufne kombination af: Solskin i park, Lambrusco, Lucky Luke og Paradisnødder (de chokoladeovertrukne nødder fra Toms). Og nej, jeg er heller ikke på nogens lønningsliste….desværre!!!
Ethvert slag, som slås for champagne og andre dele af verdens mangfoldighed af saliggørende boblevine, er slået med min udelte støtte og respekt. Men der er alligevel en enkelt ting eller to i ovenstående ordveksling, som fortjener en præcisering:
Selvom det forekommer logisk, at et højere høstudbytte (ÅL om udnyttelse af planter og marker i Champagne) vil give et ringere resultat, så er det bemærkeslesværdigt nok ikke ubetinget tilfældet i Champagne. En fyldestgørende forklaring bliver vist for langhåret her, men det handler om, at champagne i højere grad end nogen anden vin er et resultat af en produktionsteknik, og i mindre grad af frugtens initierende kvalitet. Det gælder ikke for al champagne, men i hvert fald for 80 % af produktionen og dermed for langt de fleste konsumenter, som ikke bevidst går efter enkeltmarksprodukter fra små, specialiserede huse. Et bevis herfor er, at INAO fra 2006 til 2007 tillod en næsten 20 % forøgelse i høstudbyttet for at imødekomme efterspørgslen. Endelig bør det nævnes, at den geografiske udvidelse af AOC Champagne har været under behandling siden 1983 – længe før skumboomet satte ind som en følge af den vestlige verdens længste højkonjunktur i historien. Der er ikke tale om uovervejede desperado-handlinger i volumenomsætningens navn.
Dernæst om kvaliteten eller arten af rusen af hhv. champagne og andre boblevine: Sandt, at der melder sig en særligt euforiserende glæde ved erkendelsen af, at intet er sparet for at bringe festen og gastronomien til det næste niveau (se nedenfor). Men jeg tror alligevel, det vil gavne at skelne mellem hyggelige, men grundlæggende inklonklusive beviser af typen “anekdotisk vidnesbyrd”, dvs. enkeltpersoners egne oplevelser, og på den anden side såkaldt “videnskabelig evidens”, som bygger på seriøse undersøgelser af omfattende empirisk materiale. Hvor førstnævnte givetvis kan give nogen det indtryk, at en champagnerus, adskiller sig fra den rus, man får af at drikke andre vine med et tilsvarende kuldioxidtryk, så er det desværre ikke noget, som videnskaben kan bakke op om. Der er ikke noget magisk champagne-mineral, som er særligt bevidsthedsudvidende eller stimulerende for lykke og livsglæde. Teknisk, kemisk og fysiologisk er rusen af champagne og andre boblevine ens.
Når de alligevel ikke er HELT ens, skyldes det alene en forskel i vores perception, eller erkendelse, af de kvaliteter, som champagne – og ingen andre vine – besidder. Det handler imidlertid hverken om den biokemiske komposition eller den fysiske rus, men om de sociokulturelle konnotationer, som knytter sig til vores forestilling om begrebet “champagne”. Champagne er i manges bevidsthed inkarnationen af ultimativ luksus, som det er skønt at kunne identificere sig med. Intet er sparet. Maksimal forkælelse. En sublimeret nydelseseksplosion. Prisen, berømmelsen, sjældenheden, prestigen, omtalen, hypen og vores allestedsnærværende behov for oplevelse gør indtag af champagne til noget ganske særligt. Men vi skylder os selv, og vores bankrådgiver, at gøre os det klart, at forskellen i langt de fleste tilfælde kun findes inde i vores hoveder.
Ovenstående er til gengæld ingenlunde så nedslående, som det lyder. Så godt som alle smags-/spise-/drikke-oplevelser er såkaldt kontekstafhængige, og kan som sådan ikke løsrives fra miljø, social sammenhæng og ikke mindst forudgående forventning til oplevelsen. Sidstnævnte er i al væsentlighed dominerende for vores evaluering af kvalitet. Det burde jeg nok også uddybe, men det må altså blive en anden gang. Hovedsagen er, at champagne er skønt, og at det ikke er verdens undergang, at de gode champagneproducenter benytter et enkelt kunstgreb eller to for at give os de kultbobler, vi vil have. Bare giv den gas!