Bordets Glæder holder pause på bloggen. Vi forlader for en stund tastaturet for at fordybe os i det, vi gør bedst; nemlig at indtage bordets glæder.
Det har været lærerigt at stifte bekendtskab med bloggen som medie. Og her på falderebet er vi ved at have fået en vis forståelse for, hvilken genre, vi befinder os i, tror vi nok.
På indholdssiden har det været en udfordring at skulle få det personlige islæt ind i journalistikken. Det har været interessant at se, at de indlæg, der handlede om vin var dem, der blev læst flittigst, eller i hvert fald fik flest kommentarer med på vejen.
I forhold til det tekniske har vi (også) en del at lære endnu. For eksempel er det os stadig en gåde, hvor vores fine billedeteskter befinder sig henne i cyberspace. Og vi havde svært ved at bedømme, om oprettelse af flere sider ville gøre det hele mere overskueligt for læseren, eller om det ville forvandle vores blog til en hjemmeside. Vi fandt aldrig fortrydknappen! Det er lidt sjovere at afprøve forskellige muligheder, hvis man ved, man ikke kommer til at slette nogle af de andre skribenters indlæg for evigt.
Succesoplevelser…for dem har der jo også været en del af undervejs:
- Da vi fandt ud af at skifte bannerbilledet
- Da vi fik det første billede frem i et indlæg
- Da vi fandt ud af, at “Gem” ikke betød “Udgiv”
- Da vi “knækkede” HTML-koden
- Da vi fik oprettet den første side
- Da vi forstod, hvad opmærkninger var
- Da vi lærte, at man kunne ændre bloggens navn
- OG: Da der begyndte at komme reaktioner på vores indlæg ude fra blogosfæren – tak til alle, der kommenterede!
Med denne liste slutter vi af for nu, men vender måske tilbage med nye indlæg på et senere tidspunkt.