Bordets Glæder holder pause på bloggen. Vi forlader for en stund tastaturet for at fordybe os i det, vi gør bedst; nemlig at indtage bordets glæder.

Det har været lærerigt at stifte bekendtskab med bloggen som medie. Og her på falderebet er vi ved at have fået en vis forståelse for, hvilken genre, vi befinder os i, tror vi nok.

På indholdssiden har det været en udfordring at skulle få det personlige islæt ind i journalistikken. Det har været interessant at se, at de indlæg, der handlede om vin var dem, der blev læst flittigst, eller i hvert fald fik flest kommentarer med på vejen.

I forhold til det tekniske har vi (også) en del at lære endnu. For eksempel er det os stadig en gåde, hvor vores fine billedeteskter befinder sig henne i cyberspace. Og vi havde svært ved at bedømme, om oprettelse af flere sider ville gøre det hele mere overskueligt for læseren, eller om det ville forvandle vores blog til en hjemmeside. Vi fandt aldrig fortrydknappen! Det er lidt sjovere at afprøve forskellige muligheder, hvis man ved, man ikke kommer til at slette nogle af de andre skribenters indlæg for evigt.

Succesoplevelser…for dem har der jo også været en del af undervejs:

• Da vi fandt ud af at skifte bannerbilledet
• Da vi fik det første billede frem i et indlæg
• Da vi fandt ud af, at “Gem” ikke betød “Udgiv”
• Da vi “knækkede” HTML-koden
• Da vi fik oprettet den første side
• Da vi forstod, hvad opmærkninger var
• Da vi lærte, at man kunne ændre bloggens navn
• OG: Da der begyndte at komme reaktioner på vores indlæg ude fra blogosfæren – tak til alle, der kommenterede!

Med denne liste slutter vi af for nu, men vender måske tilbage med nye indlæg på et senere tidspunkt.

Jeg er holdt op med at ryge, nægter at hoppe på stik-tungen-ud-af-vinduet- erstatninger som nikotintyggegummi, og tør ikke give mig i kast med selv den mindste dosis kokain, fordi jeg ved, jeg vil elske det. Men jeg har fundet noget, der næsten kan erstatte cigaretternes dopamin-kick, nemlig champagnen. Og jeg mener champagne – ikke cava, cremant, prosecco eller sekt, det virker ikke.

Jeg er ikke den eneste, der har opdaget champagnens euforiserende virkning. Faktisk bliver der drukket champagne som aldrig før i både Vesteuropa, Østeuropa, i Rusland og i Asien. Så meget, at franskmændene begyndte at blive noget urolige. De var indtil for blot få år siden i den misundelsesværdige situation, at de selv drak langt størstedelen af den producerede champagne. Men i dag forsvinder næsten halvdelen af den gyldne eliksir ud af landet.

Quelle terrible fremtidsscenario: Druerne fra det strengt afgrænsede champagne-distrikt kan ikke følge med efterspørgslen, champagnen bliver en vanvittig dyr mangelvare, og de strejkevante franskmænd lammer landet i protest. I en generalstrejke med fremmedfjendske undertoner kræver de champagneforbud for deres værste konkurrenter: De nyrige russere og kinesere, de forkrampede englændere og de inkarnerede rygere på afvænning.

Men den franske vinmyndighed INAO har haft den samme frygtelige vision og har nu grebet ind. For første gang siden 1927 udvider de det klassificerede champagne-distrikt med jordlodder fra i alt 40 nye kommuner.

Om cirka ti år vil udvidelsen levere endnu et påskud til at drikke champagne, for da vil de første flasker med druer fra de nye jordlodder komme på markedet. Sikke et år at se frem til, når vi grundigt, aller helst jordlod for jordlod, tester, om vi kan smage en forskel. /ÅL / foto: flickr.com

Læs mere om udvidelsen af champagne-distriktet

Som lille var mine livretter vinbjergsnegle og spaghtti. Det var gerne den menu, jeg bestilte, når jeg var på restaurant. Og som femårig havde jeg ikke den store forståelse for, at ikke alle restauranter serverede snegle. På et tidspunkt fik jeg alligevel spist for mange af de sorte klumper i sneglehuse, så det er efterhånden mange år siden, jeg sidst har tygget i en snegl.

Men nu er snegle jo meget oppe i tiden. Hver sommer vælter de frem i haverne, og have-ejerne jagter dem med salt, kogende vand, gift og kaffe. Eksperter har forudsagt, at i år kommer der ekstra mange dræbersnegle, fordi vinteren glemte at kigge forbi. Så lad os da også få de små slimede fyre tilbage i køkkenet.

Det er ret vigtigt, at man ikke gør som Mulle i “Zappa,” der spiste en stor sort skovsnegl for at få sin rokokopude tilbage. Han burde have renset den omhyggeligt først, for deres slim er fyldt med bakterier.  Læs hvordan du gør

JyllandsPosten bragte  sidste sommer, da sneglesæsonen var på sit højeste, en artikel om en svensk kok, der tilberedte dræbersnegle.

Jeg ved ikke, om dræbersnegle smager lige så godt som vinbjergsnegle gjorde, da jeg var fem år gammel. Men at spise dem, er i hvert fald et effektivt våben at bekæmpe dræbersneglene med.

/MG/ Foto: flickr.com 

Man behøver faktisk ikke bo helt derude, hvor kragerne vender og afgrøderne sprøjtes, for at have svært ved at finde de allermest almindelige økologiske varer.

Jeg bor for eksempel i Århus. Dog ikke i den hippe midtby, hvor Irma snart åbner, men i det knapt så smarte Århus N - lige op af den befærdede og co2-befængte Randersvej.

Og det eneste dagligvaremarked i min nærhed er en Lokalbrugs, der vist ikke har været vant til de mest økokræsne kunder, før jeg flyttede til området. Her hører det til sjældenhederne, at der er økologiske gulerødder på hylden og jeg har endnu ikke oplevet et eneste stykke økologisk og usprøjtet frugt i butikken.

Det er da også som at bevæge sig ind i en tidslomme, når man træder gennem den automatiske skydedør og ind i Brugsen. For det første er de fleste kunder i butikken gamle og for det andet taler de som i en Niels Malmroes film. Lukker man øjnene og lytter til de ældre damers sludren om “gulerøijer” og “hønseføijer”, er man ikke langt fra at føle sig som birolleindehaver i “Kundskabens Træ”. Og forbuden og sprøjtet frugt er her i hvert fald masser af.

Måske er det fair nok, at økologien ikke er nået helt herop til Århus N – her har tiden jo åbenbart stået stille i mange år og så kan man vel ikke forvente alverden.

Og jeg er jo ung og må vel så bare hoppe på cyklen og drøne ned ad bakken og ned i midtbyen efter mine økologiske æbler og gulerødder.

Det er bare så svært at tage sig sammen til, når man ved, at man skal op ad bakken igen for at komme hjem og fortære sine politisk korrekte og frelste ”gulerøijer”.

Så på en doven dag kan man desværre nemt forfalde til synd med klorbefængte gulerødder og sprøjtede æbler fra den lokale brugs.

                                                                                                      /VMDA/Foto:Flickr

De duftede så skønt. Af sol og sommer, sankt Hans og ferietid. Og helt røde var de også. Så selvom jeg da godt er klar over, at vi er i april, og det ikke just er jordbærsæson i Danmark, lod jeg mig alligevel friste og købte en bakke udenlandske jordbær.

Ved kassen kom en anden kunde hen til mig, mens jeg pakkede mine varer. “De er fra Spanien, de jordbær,” erklærede hun, mens hendes finger pegede anklagende i retning af bakken med de røde bær.

Og selvom jeg ikke helt ved, hvilket aspekt ved mit køb af spanske jordbær, damen tydeligvis var imod, gik min dårlige samvittighed straks i selvsving:

• Mon det var fordi, jeg dermed ikke støtter de danske jordbærproducenter? -For det skal jeg nok råde bod på om et par måneder, når de små boder kommer frem ved landevejen.
• Mon det var fordi, jeg med min trang til friske jordbær i april, øger CO2-udslippet, på grund af transporten? Jeg må kunne skabe CO2-balance på en anden måde. Jeg dropper stearinlysene.
• Eller mon det var fordi, jordbærplanterne kræver kunstvanding, går ud over et fredet vådeområde i det sydlige Spanien? -Sagen var i medierne, men det var sidste forår. Måske er problemet løst nu?

Der er ingen tvivl om, at jeg burde have været standhaftig og ventet til den danske jordbærsæson. For bæredygtighedens skyld. På hjemmesiden Miljøogsundhed.dk kan man ligefrem finde en kalender, der måned for måned fortæller, hvilke frugter og grøntsager, det er sæson for. Et andet sted på sitet er CO2- forbruget gjort op i menuer. Så må jordbærsynderen her nok hellere vælge en middag med et lavt niveau af drivhusgasser.

 /MG /Foto:Flickr.com 

Jeg faldt over en interessant side, som må være et hit for mange af Bordets Glæders trofaste læsere. Hvad med lidt sladder fra gastronomiens verden?  Her kan du blandt andet læse om kvindeligt kokketræf og ny lugt i osteriet…..

Kilden er Claus Meyer, altså en insider, så der må være hold i sladderen, det er ganske vist!

/MG

Det kan godt være, at de fleste ikke har særligt flatterende minder om lambruscoen – den lyserøde, søde og klistrede boblevin fra Italien, som kunne fås for 15 kr. i ethvert firser-supermarked med respekt for sig selv.

Og lukker jeg mine øjne et øjeblik, svimler det da også lidt for mig. I mine minder står jeg foroverbøjet og med en hånd på panden bag byens lokale diskotek med Anne Linnets ”Venus på Tværs” i baggrunden. Jeg har fået for meget af den billige mousserende lyserøde vin – og det fik man sådan set rimelig hurtigt dengang i firserne. For det var jo noget billigt sprøjt yuppierne hev frem fra under deres blazere. Og hvis den så oven i købet blev serveret med en rejecocktail bestående af slatten kinakål og knapt optøede rejer, så skulle man jo få det dårligt.

Men jeg er jo blevet voksen nu og har selvfølgelig et helt andet forhold til alkohol end dengang i firserne  – og det er gået op for mig, at man for det første kan drikke med måde og for det andet, at kvalitet også har noget at sige.

Og der findes faktisk lambrusco af høj kvalitet, selvom det måske i de fleste danske ører lyder selvmodsigende.

Men det er heller ikke, fordi det ligefrem bugner med god lambrusco på de danske vinhandleres hylder.

Måske fordi danskerne endnu ikke helt er kommet sig over de kvalme firseroplevelser og efterspørgslen derfor ikke er særlig stor. Men også fordi de italienske vinproducenter fortsat primært producerer den billige og halvdårlige vin til eksport. Den gode lambrusco kommer sjældent ud over Italiens grænser og når derfor ikke vores blege og dårligt vante ganer.

Men befinder man sig i Lambruscoens hjemland og bliver budt på drikken, skal man unde sig selv at takke ja – for den gode af slagsen begraver kvalme lyserøde minder bagerst i hovedet og får det til at boble indeni i stedet. 

Man kan enkelte steder finde god lambrusco i Danmark, blandt andet hos Kanavin.

Autentisk firser-menu 

Firser-menuen forklædt som voksen

                                                                                                           /VMDA

                                                                                                          /Foto: Flickr

Det ER en mærkelig fornemmelse at spise en portion skum med kniv og gaffel, serveret på en tallerken med flydende kvælstof, der indhyller det hele i en smuk tåget sky. Lidt ligesom at slå uden at ramme, lidt som at gå ned ad en trappe, hvor der ikke er et trin, og lidt som at have en portion sæbebobler i munden –her smager skummet bare godt.

Ja, nogen vil måske mene, at det er helt absurd at betale mange penge for en portion velsmagende luft. Og mæt bliver man heller ikke af det. Men nu er skummet jo også bare tænkt som anderledes form for tilbehør, og brugen af flydende kvælstof er en ny måde at tilberede på. Og så er ser det spektakulært ud, når det serveres.

Molekylær gastronomi har for alvor vundet indpas på gourmet- restauranterne i Danmark de seneste år. Det er en kulinarisk metode, som går bag om madlavningen og gør op med de traditionelle tilberedningsmetoder og råvaresammensætninger. Kemien fundet vej til tallerknerne med blandt andet skumsifoner, flydende kvælstof, og molekylære mælkeskind.

Der er ingen tvivl om, at kemien i køkkenet på den måde har fået en ny rolle som en trend, der skal tages alvorligt. For eksempel har Københavns Universitet lavet et flerårigt forskningsprojekt om molekylær gastronomi.

Vi har været vant til, at kemi i maden betyder tilsætningsstoffer af mere eller mindre naturlig slags. Sprøjtede grøntsager og stråforkortningsmidler eller lignende, som vi egentlig gerne vil undgå i madvarerne. Derfor er det en fryd, at kemikere og kokke nu arbejder side om side på at få sanserne til at gå i selvsving med bedste madoplevelser. Varm luft eller ej.

Hvad er Molekylær Gastronomi?

Molekylær gastronomiske opskrifter:

Sprød æggesnaps

Mousse af rå grøntsagsjuice

Ægte sauce i sifonflaske

chokoladeoblater med kaviar

/MG / Foto:Flickr.com

Jeg tilstår det blankt: Jeg er brødfetichist. Skulle jeg vælge at tage et enkelt produkt med mig ud på en øde ø, ville det være et langtidshævet fransk landbrød med en sej skorpe, a la det pragtfulde parisiske brød fra Pouline.

Jeg går så vidt som til at vælge restauranter ud fra, hvilket brød de serverer. Så da jeg i mine år i Berlin læste om en ny italiensk restaurant, der var værd at besøge alene på grund af deres specielle brød, troppede jeg pronto op i spændt forventning. Og blev dybt skuffet.

Restaurantens brød var nemlig uden salt, og det blev ikke en gang serveret med en smule smørelse såsom olivenolie, som man selv kunne have saltet.

Det er ikke fordi, jeg er til specielt salte brød. Tværtimod har jeg aldrig fattet danskernes begejstring for Emmerys, som jeg synes oversalter al deres brød, om det så er deres flutes, landbrød, boller eller rugbrød.

Men brød helt uden salt er ganske enkelt et fadt antiklimaks i munden, det pirrer ingen smagsløg. Vil man undgå den skuffende, uforløsende smag, er der ikke andet at gøre end at lade det usaltede brødet stå, til man kan dyppe det i menuens første egentlige ret. Og hvad laver man så, mens kaninen snurrer i gryden i køkkenet og rødvinen iltes i glasset?

Når den første ret så endelig kommer på bordet, kan man lade det ferske usaltede brød suge kraften og saften fra maden op. Men som sådan en sovsesvamp har brødet ikke længere nogen fetichkarakter for mig. Det kommer ned på niveau med udkogte kartofler.

Det var da heller ikke frivilligt, at italienerne i Umbrien for knapt 500 år siden holdt op med at salte deres brød. I stedet hang det sammen med den ekstra skat, som pavestaten i midten af 1500-tallet indførte på saltet i Umbriens glansfulde hovedstad Perugia. Skatteforhøjelsen betød, at prisen på salt blev fordoblet, hvilket var katastrofalt for befolkningen. For den gang var salt var jo ikke bare et krydderi, men også uundværligt i konserveringen af andre madvarer.

Beboerne i Perugia reagerede i første omgang på skatteforhøjelsen ved at spare på saltet så godt, de kunne. Og det var i den forbindelse, at de begyndte at bage deres brød uden salt.

Men i 1540 kulminerede pavestatens udbytning af peruginerne i en direkte kamp, som fik navnet Saltkrigen. Pavens tropper vandt og Perugia blev underlagt kirkens herredømme. Det usaltede brød blev til et symbol for utilfredsheden med pavestaten og har som tradition bredt sig til andre dele af Italien. I dag anser mange italienere det usaltede brød som det perfekte mættende tilbehør til maden, netop fordi brødet ikke smager af noget i sig selv og dermed ikke forstyrrer smagen i den enkelte ret.

Bare de dog så kunne sætte lidt andet på bordet, mens vi andre venter på noget med smag.

Læs mere om Perugias historie

/ÅL. /Foto: Flickr.com